2 Bygningen Udefra Rigshospitalet

Rekordstor donation til CP-center på Mary Elizabeths Hospital

Elsass Fonden donerer 77 mio. kr. til forskning i CP hos børn og unge samt til etableringen af et nyt CP-center på Mary Elizabeths Hospital. En donation, som skal løfte behandlingen i Danmark og internationalt.  


Med en historisk stor donation på 77 mio. kr. til Rigshospitalets kommende Mary Elizabeths Hospital ønsker Elsass Fonden at være med til at styrke en tidligere og mere målrettet behandling til nyfødte, børn og unge med CP.  

I 2017 donerede Elsass Fonden midler til opbygning af en CP-klinik på Rigshospitalet med blandt andet en silent MR-skanner og træningsfaciliteter.

En donation fra fonden i 2021 muliggjorde desuden oprettelsen af to professorater, så klinikken i dag ledes af de to professorer Jakob Lorentzen og Christina Høi-Hansen fra Københavns Universitet og Rigshospitalet, som fortsat vil fungere som fast referencepunkt for alle danske patienter med diagnosen. 

Den nye bevilling er fondens største enkeltstående donation og bygger videre på donationerne i 2017 og 2021, der lagde fundamentet for det kommende center for cerebral parese på Mary Elizabeths Hospital.

”Vi er både glade og stolte over, at bevillingen bidrager til etableringen af et center for cerebral parese i tilknytning til Mary Elizabeths Hospital, der samtidig bliver et nationalt og internationalt videnscenter inden for CP. Her vil nogle af landets dygtigste CP-forskere - sammen med forskere fra Elsass Fonden og Københavns Universitet - gennemføre projekter, der på sigt kan flytte meget på forskningsområdet og gøre en markant forskel for rigtig mange mennesker med CP,” siger Elsass Fondens bestyrelsesformand Kirsten Smedegaard Andersen.   

Christina Jakob @Rigshospitalet

Professorteamet Christina Høi-Hansen og Jakob Lorentzen vil fortsat stå i spidsen for indsatsen for børn og unge med CP på det kommende Mary Elizabeths Hospital. FOTO: Rigshospitalet


Skræddersyet hjælp

Hvert år bliver 120 børn diagnosticeret med CP i Danmark, hvilket er den hyppigste årsag til fysisk handicap hos børn.

-Da cerebral parese ikke kan helbredes, er det vigtigt, at familierne får hjælp så tidligt som muligt. Og hjælpen skal skræddersyes til den enkelte patient. Derfor glæder det mig, at vi med det nye center både kan forske i, hvordan hjernen udvikler sig og tilpasser sig, og samtidig blive klogere på den helt nære indsats, så børnene og de unge får de bedste muligheder for at leve et aktivt og meningsfuldt liv, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S).

Målet er at bygge bro mellem forskning og familiernes hverdag med CP.  

-Vi kan med donationen skabe et utroligt stærkt afsæt for nationalt og internationalt forskningssamarbejde, hvor vi kobler forskning i hjernens udvikling med patienternes og familiernes hverdagsliv. Vi vil dele kendskabet til og brugen af avancerede diagnostiske metoder bredt og etablere netværk, så vi får styrket det faglige samarbejde og samarbejdet med patienter og familier. Dermed kan vi sammen skabe de bedst mulige forudsætninger for, at patienter med cerebral parese kan leve et aktivt og meningsfuldt liv,” udtaler Malene Fischer, forskningsdirektør på Rigshospitalet.

14 Have Illustration Rigshospitalet

Mary Elizabeths Hospital er Rigshospitalets nyeste byggeri. I bygningen skal alle gravide, børn og unge samles, når byggeriet står klar i 2027​. ILLUSTRATION: Rigshospitalet


Verdensklasseforskning i hverdagsliv 

Centret vil have to fokusområder: Det ene er præcis og tidlig diagnosticering hos nyfødte og småbørn. Det andet fokusområde er at styrke opfølgningen af unge med diagnosen særligt i overgangen fra barn til voksen. 

Bevillingen giver mulighed for at udvikle og afprøve nye måder at følge unge med CP tæt i en livsfase, hvor mange i dag oplever, at den specialiserede opfølgning bliver usammenhængende eller helt forsvinder.

Fokus vil være på funktion, selvstændighed og aktiv deltagelse i uddannelse, arbejde og samfundsliv – med ambitionen om at skabe mere sammenhængende forløb, der rækker ind i voksenlivet.

Midlerne fra Elsass Fonden skal understøtte forskningsprojekter, der tager udgangspunkt i egne mål og hverdagsliv hos patienter med CP og kombinerer klinisk viden med systematisk opfølgning over tid. Målet er at skabe en bedre forståelse for, hvordan patienternes egne ressourcer og udviklingsmuligheder kan understøttes gennem målrettede indsatser, så de får de bedst mulige forudsætninger for at leve et aktivt og meningsfuldt liv. 

Med donationen sikres et stærkt samarbejde mellem Elsass Fonden, Københavns Universitet og Rigshospitalet. Målet er at skabe et forsknings-, behandlings- og undervisningsmiljø, der kan blive blandt de bedste i verden. 

Læs også...

Transitionsklinik Jakob Lorentzen 2022 WEB

Ny klinik skal støtte unge med CP

Elsass Fonden støtter projekt på Rigshospitalet, der skal sikre Danmarks første og eneste transitionsklinik for unge med cerebral parese.

Læs mere ›
2 Professorater 1200X628 2 (1)

Nyt professorteam skal styrke CP-indsatsen

To nyudnævnte professorer i pædiatri skal styrke indsatsen for børn og unge med CP i et nyt tværfagligt samarbejde i CP-klinikken i det kommende BørneRiget.

Læs mere ›
BørneRiget set indefra som arkitekttegning

Nyt stort CP-center på vej

Fra og med 2025 får forskning og behandling af cerebral parese (CP) i Danmark et markant løft.

Læs mere ›