Paraatleter Modtager Medaljebonus

Medaljebonus til PL-atleter

Onsdag uddelte Team Danmark og Elsass Fonden medaljebonus til de danske PL-medaljevindere fra legene i Tokyo. De blev sammen med de olympiske medaljetagere hyldet for deres præstationer ved en reception i København.

I alt 16 danske medaljer blev det til ved sommerens OL og PL. 16 medaljer som hver og en er med til at sætte Danmark på verdenskortet og vise de røde og hvide farver frem på den internationale scene. Det blev fejret onsdag ved en reception i København, hvor alle medaljevindere fik overrakt medaljebonus af Team Danmark og Elsass Fonden, der er hovedsponsor for de danske paraatleter.

”Som formand for Elsass Fonden, der blev hovedsponsor for parasporten for fem år siden, var det fantastisk at være en del af overrækkelsen af medaljebonussen til de danske OL- og PL-medaljevindere og ønske atleterne tillykke. Der skal også lyde en stor tak til alle de organisationer, forbund og hjælpere, som har gjort det lettere for DIF og Team Danmark at tage depechen op om, at i rask- og parasport er det et spørgsmål om ligeværd, som denne hyldest er et fint bevis på,” siger formand for Elsass Fonden, Nick Elsass.

Dansk eliteidræt er i god form

For Team Danmark er medaljebonussen til de danske OL- og PL-medaljetagere en anerkendelse for deres fornemme præstationer. 

”Hver gang en dansk atlet hiver en medalje hjem til Danmark, skaber det værdi for det danske samfund. Vi får noget at samles om og noget at glædes over – og dét er værd at påskønne. Derfor synes vi i Team Danmark, det er vigtigt, at de atleter, der hver eneste dag kæmper hårdt for at opnå det ypperste i deres sport også får en økonomisk anerkendelse,” siger formand for Team Danmark Lars Krarup. 

Medaljemålsætningen til både OL og PL blev indfriet med henholdsvis 11 og 5 danske medaljer. Det viser, at dansk eliteidræt er i god form. Men ikke mindst viser det 16 enestående præstationer af en række af vores ypperste atleter. 

”De 16 flotte medaljer repræsenterer hver 16 unikke bedrifter, som vi i Team Danmark er stolte af. Jeg ønsker alle medaljetagere stort tillykke. Deres præstationer vil være en inspiration for hele elitesporten i Danmark,” siger Lars Krarup. 

I alt udbetaler Team Danmark 2,1 mio. kroner i medaljebonus til OL og PL-atleterne. 100.000 kr. for en guldmedalje, 75.000 kr. for en sølvmedalje, 50.000 kr. for en bronzemedalje og 500.000 til en medalje i en holdsport. For første gang nogensinde er beløbet skattefrit. 

Foto: Yellows for Team Danmark

Læs også...

Pressemøde Hovedsponsor Parasport

Ny hovedsponsor for parasport

Elsass Fonden bliver én af tre hovedsponsorer bag para-atleterne frem mod PL 2020.

Læs mere ›
Olympisk Stadion Officiel

Nedtælling til Tokyo er i gang

Når det går løs ved PL i Japan fra den 24. august, vil et stærkt hold af paraatleter – herunder tre atleter med cerebral parese – kæmpe for medaljer til Danmark.

Læs mere ›