Hvem fortjener Helene Elsass Prisen i 2024?
Du kan være med til at påvirke, hvem der skal modtage hæderen, når Helene Elsass Prisen uddeles næste gang i foråret 2024.
Snart kan vi se frem til fejring og fest, når Helene Elsass Prisen skal uddeles for syvende gang i april 2024. Først skal vi dog finde en værdig modtager, og vi har brug for din hjælp. Du – og alle andre – har nemlig mulighed for at indstille kandidater til prisen frem til den 25. januar 2024.
Prisen på 150.000 kr. er Danmarks største på handicapområdet. Den er stiftet af CP Danmark og Elsass Fonden og går hvert år til en person, gruppe eller organisation, der har gjort en særlig indsats for mennesker med cerebral parese (CP). Det er muligt at indstille enhver, der har gjort en forskel på CP-området, uanset om det er som privatperson, frivillig eller i forbindelse med arbejde.
Kandidater fra tidligere år kan godt indstilles igen, hvis de ikke tidligere har fået prisen.
I 2023 gik Helene Elsass Prisen til iværksætter, komiker og far Jacob Nossell. Fra venstre: Landsformand i CP Danmark Pia Allerslev, H.K.H. Prinsesse Benedikte, Jacob Nossell og formand for Elsass Fonden Nick Elsass. FOTO: Elsass Fonden
Prinsesse overrækker pris
Feltet af kandidater forventes at udgøre en bred skare inden for blandt andet uddannelse, arbejdsmarked, idræt, fritid, musik, kunst og kultur.
Alle indstillinger behandles af et udvalg bestående af repræsentanter fra Elsass Fonden og CP Danmark.
Vinderen afsløres ved et festligt arrangement den 10. april 2024 i Elsass Fondens lokaler i Charlottenlund. Her vil H.K.H. Prinsesse Benedikte, som protektor for både Elsass Fonden og CP Danmark, overrække prisen til vinderen.
Send din indstilling
Du indstiller din kandidat ved at udfylde en kort formular med navn og en kort begrundelse for, hvorfor netop denne person, gruppe eller organisation fortjener prisen. Husk, din indstilling skal indsendes senest den 25. januar 2024.