Professor Andrea Guzzetta modtog forskningspris på 1. mio. kr.
Professor Andrea Guzzetta fra Pisa University i Italien har sat et markant aftryk på forskning i tidlig diagnose af CP. D. 21. maj fik han overrakt Elsass Fondens Forskningspris 2025 af H.K.H. Prinsesse Benedikte.
Hans forskning i tidlig påvisning af cerebral parese (CP) har ifølge forskningskollegaer været en gamechanger for klinikere verden over og er med til at forbedre udviklingen hos børn i risiko for CP.
Derfor tildeles den italienske professor og CP-forsker Andrea Guzzetta Elsass Fondens Forskningspris 2025 på 1. mio. kr., som fondens protektor, Prinsesse Benedikte, overrakte ved en ceremoni i fonden onsdag d. 21. maj.
Inden selve prisoverrækkelsen var forskere og fagpersoner fra Danmark og resten af verden inviteret til at deltage – fysisk eller online - i et internationalt minisymposium om tidlig diagnose og intervention af CP. Prismodtager Andrea Guzzetta var dagens hovedtaler.
Det var en både rørt og glad prismodtager, der fik overrakt det synlige symbol på anerkendelsen – en specialdesignet miniatureskulptur af den danske kunstner Jeppe Hein.
”Jeg er fyldt med taknemmelighed over at modtage denne prestigefyldte pris og få denne anerkendelse af den indflydelse min forskning har medført i klinisk praksis til gavn for børn og familier verden over. Jeg føler mig meget privilegeret over at blive betroet opgaven med at videreføre missionen om at hjælpe familier, der er berørt af cerebral parese,” sagde Andrea Guzzetta.

Professor Andrea Guzzetta fik overrakt Elsass Fondens Forskningspris 2025 af fondens mangeårige protektor, H.K.H. Prinsesse Benedikte. FOTO: Elsass Fonden.
Fra forskningsresultater til praktiske værktøjer
Professor Andrea Guzzetta er børnelæge med speciale i neurologi og psykiatri ved Pisa University og forskningsleder på SMILE Lab (Stella Maris Infant Lab for Early Intervention), der under Guzzettas ledelse er blevet et samlingspunkt for den internationale forskning i motoriske og visuelle funktioner hos spædbørn ramt af tidlig hjerneskade.
Helt konkret har Andrea Guzzetta udviklet kliniske teknikker til at vurdere synsfunktionen og bevægelsesforstyrrelser hos spædbørn. Teknikker, der muliggør en tidligere og mere præcis diagnose af CP hos højrisikobørn.
Det er netop Andrea Guzzettas forskning inden for tidlig påvisning af CP, og de betydningsfulde ændringer i klinisk praksis, som hans forskning har ført til, at han ifølge Jens Bo Nielsen, formand for priskomitéen, er den helt rette modtager af Forskningsprisen 2025.
”Hans stærke internationale og tværfaglige samarbejder, kliniske ekspertise og hans dedikation til at integrere forskningsresultater i praktiske værktøjer, der kan forbedre livskvaliteten hos børn med neurologiske funktionsnedsættelser, gør ham til en særdeles værdig modtager af denne vigtige pris inden for CP-feltet,” siger Jens Bo Nielsen.
En dedikeret mentor
Hovedparten af forskningsprisen er øremærket ny forskning, og ifølge Kirsten Smedegaard Andersen, bestyrelsesformand hos Elsass Fonden, er Andrea Guzzetta til stor inspiration for andre forskere:
” Vi er glade for at kunne overrække prisen til en person, der motiverer yngre forskere til at interessere sig for forskning i CP. Professor Guzzetta er en dedikeret mentor og underviser, der spiller en afgørende rolle i uddannelsen af den næste generation af klinikere og forskere inden for CP-området.”
Andrea Guzzetta vil bl.a. bruge prisen på forskningsindsatser, der har fokus på støtte til forældre til børn i høj risiko for CP, så de kan føle sig styrkede i den ofte svære situation, de står i.
”Prisen gør det muligt for os at gå videre med initiativer, der styrker og støtter forældrene og den fælles forståelse mellem forældre og barn, da det er et kerneaspekt af den tidlige indsats ved CP,” siger Andrea Guzzetta.

Den australske professor og tidligere modtager af Forskningsprisen, Iona Novak, holdt oplæg ved dagens minisymposium. FOTO: Elsass Fonden
Nyeste viden fra internationale forskere
Flere hundrede fagfolk og forskere fra hele verden havde tilmeldt sig - fysisk og online - til et minisymposium forud for dagens prisoverrækkelse. Her gav internationale forskere et indblik i, hvordan nye forskningsinitiativer kan skubbe barrieren for tidlig opsporing i håb om at øge livskvaliteten hos både barnet og forældrene.
En af oplægsholderne var den australske professor Iona Novak, der modtag Elsass Fondens Forskningspris i 2021. Hun har bl.a. udviklet et bedømmelsessystem, der kan hjælpe med at skelne mellem ineffektive og effektive behandlinger for børn med CP. Systemet er blevet oversat til flere sprog og implementeret i klinisk praksis i 24 lande. På dagens minisymposium fortalte Iona Novak om, hvordan et globalt samarbejde kan understøtte tidlig intervention for børn med CP.
Professor Christina Høi-Hansen fra Rigshospitalets afdeling for Børn og Unge og Mary Elizabeths Hospital gav desuden et dansk perspektiv på dagens emne og fortalte om det landsdækkende forskningsprojekt CP-EDIT, der er støttet af Elsass Fonden. Ambitionen med projektet er at finde børn med CP tidligere, så de kan få den rette hjælp og træning, mens der stadig er muligheder for at påvirke hjernen og mindske følgerne.
Prismodtager Andrea Guzzetta afsluttede symbosiet med et oplæg om tidlig udvikling og tidlig intervention set med øjnene af spædbørn med synshandicap.
Lær prismodtager Andrea Guzzetta og hans forskning bedre at kende i portrættet her.