Har du et barn mellem 0 og 6 år med CP? Få hjælp til at håndtere de bekymringer og situationer, der naturligt følger med, og mød andre forældre i dette netværk.
Mange forældre til børn med CP kan blive fanget i tanker og situationer, som de ikke ved, hvad de skal stille op med. ”Gør jeg det godt nok?” og ”Får mit barn en god fremtid?” kan være bekymringer, som fylder meget.
I dette netværk møder du andre i samme situation, får plads til at tale om det, der betyder noget for netop dig og får konkrete greb til at håndtere forældreskabet til børn med CP, som du kan gøre brug af med det samme.
Sagt af tidligere deltager:
”Jeg har følt stor skyld over at ønske, at det skulle ske for andre og ikke “bare” os. Jeg fik hjælp til at indse, at det stammer fra et ønske om at være en del af et fællesskab, og at mit barn er accepteret, selvom han er anderledes. Det er rart at få hjælp til at sætte en anden vinkel på sine tanker og blive mødt af de andre forældre uden fordømmelse.”
Målgruppen
Alle forældre til et barn mellem (0-6 år) med CP, der har fået konstateret CP eller OBS CP kan deltage.
Samtalerne er uden børn, for at sikre at fokus er på jer forældre, men børnepassere er meget velkomne i huset, imens barnet passes.
Forudsætninger
Alle vinkler og oplevelser er velkomne, og du får mulighed for at tale om netop den eller de problematikker, du oplever i din hverdag.
Program
Forløbet vil bl.a. kunne hjælpe dig med:
- skabe mere nærvær i hverdagen med dit barn
- styrke selvfølelsen hos både børn og voksne i familien
- håndtere bekymringer, fremtidstanker eller flashbacks
Forløbet faciliteres af en psykolog, som hver gang præsenterer et tema, du er med til at vælge, stiller øvelser og redskaber til rådighed og giver plads til, at du kan dele situationer og bekymringer fra det, som fylder i hverdagen og livet.
Praktisk info
Kan I ikke begge deltage, er det nok, at én forælder er med per gang.
Vil du/I hellere tage et onlineforløb? Det tilbyder vi også. Klik her for tilmelding.