Tobias Og Team På Båden Fællesfoto

Teen-camp i Sverige: Fra spændte sommerfugle til stærkt sammenhold

Klatring, riverrafting og adventure i de svenske skove gav 13 unge med CP mod til at skubbe til egne grænser. Men det største eventyr opstod måske i fællesskabet med andre, der forstår præcis, hvordan det er at være teenager med CP.

Ilden knitrer i den lune, svenske sommeraften. Der er stille omkring bålet. De unge kigger afventende rundt på hinanden. Der bliver rykket lidt usikkert på havestolene, indtil en af drengene bryder stilheden.

"Jeg vil gerne nominere Clara og Maddie til Dagens Fightere. De var simpelthen så seje på klippen i dag."

Flere af de andre nikker med det samme. De sidste rester af dagens grin hænger stadig i luften efter en hyggelig aften med stenovnspizza, quiz og fællesdans.

Det er sidste aften på Elsass Fondens teencamp. I fire dage har 13 teenagere med cerebral parese (CP) været på adventurecamp i de svenske skove sammen med et team fra Elsass Fonden. Dagene har budt på klippeklatring, SUP-board, kajak, riverrafting, bueskydning og øksekast. Oplevelser, der har fået pulsen op, sat nerverne på spil og krævet, at de unge stod sammen.

For 15-årige Clara Daugbjerg Olsen fra Egå ved Aarhus var der store baskende sommerfugle i maven, da gruppen mandag eftermiddag begav sig fra Elsass Fonden i Charlottenlund til Blekinge i Sverige.  

”Jeg var faktisk nervøs for alle tingene på programmet,” smiler Clara. ”Bare det at skulle sove i telt herude i skoven. Men jeg var også klar på at rykke nogle grænser.”

Dagens Ven

Der var sommerfugle i maven hos 15-årige Clara Daugbjerg Olsen (i midten), inden hun tjekkede ind på adventurecamp sammen med 13 unge, der også lever med CP. FOTO: Elsass Fonden

Et kæmpe boost

At skubbe til egne grænser er ifølge Tobias Knudgaard Jensen, projektmedarbejder i fondens afdeling for Idræt & Fritid og medarrangør af campen, et af de vigtigste formål med campen.

”Vi kan se, at de unge får et kæmpe boost af at kaste sig ud i nogle udfordrende situationer – både de fysiske udfordringer og de sociale som at være alene afsted hjemmefra – måske for første gang – og møde mange nye mennesker,” påpeger han.

Campen starter med, at de unge skriver nogle personlige mål ned, som de skal dele med de andre og arbejde med undervejs.

”Når man overvinder noget, man har været bange for, vokser både selvtilliden og troen på egne evner,” forklarer Tobias Knudgaard Jensen.

Hep, højdeskræk og højt humør

Clara står og kigger op ad den høje klippevæg. Den grå granit rejser sig stejlt mod himlen. Selvom hun vidste, at klatring stod på programmet, ser væggen pludselig meget højere ud i virkeligheden.

"Jeg vidste godt, at det ville blive udfordrende," siger hun.

Rundt om hende står de andre unge. Én efter én bliver de sendt afsted med reb omkring livet og bankende hjerter.

Flere af de unge har udfordringer med styrke og funktion i arme, ben og hænder, så det kan være en stor kraftanstrengelse at komme op ad væggen, fortæller Tobias Knudgaard Jensen.

”Det kræver masser af viljestyrke og mental støtte,” forklarer han.

Da det bliver Claras tur, tager hun et skridt ad gangen. Nede fra jorden kommer heppekoret: "Kom så, Clara! Du har den!" Stemmerne nedenfor får hende til at tage endnu et greb.

For Tobias Knudgaard Jensen er klatredagen et af de øjeblikke, hvor campens formål står allertydeligst.

"Der var virkelig nogle vilde og rørende øjeblikke ved klippevæggen. Jeg så unge, som kæmpede i lang tid for at nå deres mål. Det handler ikke nødvendigvis om at komme helt til tops. For nogle er det en kæmpe sejr bare at komme tre meter op. Det vigtigste er, at de udfordrer sig selv og oplever en personlig sejr.”

Da Clara igen står på jorden, er smilet svært at skjule. Hun gjorde det.

"Vi er bare rigtig gode til at støtte hinanden," fortæller hun senere. "Vi hepper på hinanden, og så fejrer vi det, når det er overstået."

Clara På Klatrevæg

Højt humør hos Clara, da hun nærmer sig toppen. FOTO: Elsass Fonden

Klatrevæggen

Klippevæggen krævede masser af viljestyrke og hep fra kammeraterne. FOTO: Elsass Fonden

Bryd barrieren

Det er ikke en selvfølge, at 13 unge teenagere på få dage får et tæt sammenhold, fortæller Tobias Knudgaard Jensen. Derfor er der tænkt nøje over aktiviteterne på campen.

Allerede fra første dag hjælper teamet de unge med at bryde isen. I "Bryd barrieren-bingo" går de rundt mellem hinanden og finder fælles interesser ud fra udsagn på en bingoplade som fx "Jeg kan godt lide at lave mad".

”Det giver en masse hyggelige samtaler, samtidig med at de lærer hinanden at kende. Vi laver mange ryste-sammen-aktiviteter, så de unge hurtigt slapper af og føler sig hjemme i hinandens selskab,” fortæller han.

En anden fast tradition på Elsass Fondens camps er uddelingen af t-shirts til Dagens Ven og Dagens Fighter, hvor gruppen hver aften deler små og store situationer fra dagen, hvor deltagerne har vist omsorg, mod eller hjælpsomhed.

”Det handler om at få de gode historier frem og lægge mærke til hinanden. Når vi deler oplevelser fra dagen, opdager de unge ofte, at andre har set og værdsat noget, de har gjort. Men det er også en rar følelse at være den, der nominerer en anden. T-shirten er ikke det vigtigste. Det vigtigste er alt det gode, der sker i fællesskabet,” siger Tobias Knudgaard Jensen.

Tobias Ved Bålet

Når Dagens Fighter og Dagens Ven skal afgøres, kommer alle de gode historier frem, hvor de unge i løbet af dagen har vist mod, opmærksomhed eller omsorg, fortæller projektmedarbejder i Idræt & Fritid, Tobias Knudgaard Jensen (til højre) FOTO: Elsass Fonden

”Man kan bare være sig selv”

”Nu skal Clara i poolen!” De unge samler sig grinende i en flok om Clara og får hende ved fælles hjælp løftet op og kastet i det store vandbassin, der er placeret i hjørnet af campen.

De fleste af de 13 teenagere mødte hinanden for første gang for få dage siden. Nu driller de hinanden, griner og fjoller rundt, mens der bliver talt om musik, fodbold og likes på Instagram. Deres seneste skøre påfund er at kaste hinanden i poolen fuldt påklædt.

Det er tydeligt, at de føler sig hjemme i hinandens selskab. Ifølge Tobias Knudgaard Jensen opstår det særlige sammenhold ikke kun gennem aktiviteterne på campen.

”På campen møder man andre teenagere med CP, som man ofte kan spejle sig i, og det kan hjælpe en til hurtigt at føle, at man passer ind,” forklarer han.

For Clara Daugbjerg Olsen handler det også om en helt særlig ro i fællesskabet på campen.

”Derhjemme ved klassekammeraterne ikke på samme måde, hvordan det er at have CP. Det kan være, at de tænker, vi er dovne, eller at vi gerne vil have noget opmærksomhed. Men det ved vi jo alle sammen her, at det ikke passer,” siger hun og fortsætter:

”Når jeg er sammen med unge uden CP, føler jeg ofte, at jeg skal være mere på og prøve at være ligesom de andre. Her kan man bare være sig selv, for det kan man mærke, at det er alle de andre også. Den tryghed, man bare får med hinanden lige fra starten af – den smitter,” forklarer hun.

Før Rafting

Nervøsitet i luften, inden pigerne skal ud på campens sidste store udfordring. FOTO: Elsass FONDEN

Clara Og Team På Båden

Store smil i Claras båd, mens de kæmper med strømmen på den svenske elv. FOTO: Elsass Fonden.

En oplevelse, der bliver siddende

”Kom så! Ro alt, hvad I kan i højre side,” råber Tobias til de unge i gummibåden, mens de kæmper mod den kraftige strøm.

Riverrafting er campens sidste store udfordring, og Clara mærker nervøsiteten presse sig på. Det ser vildt ud. Pigerne samler sig om hende, og da de ved fælles hjælp er kommet op i båden, forsvinder nervøsiteten hurtigt. Kort efter drøner båden gennem vandet, mens pigernes grin høres helt ind på land.

Da gruppen er nået i mål længere nede ad floden, lyser stoltheden ud af dem.

Netop den slags oplevelser er ifølge Tobias Knudgaard Jensen med til at flytte noget hos de unge. I teamet ser de en stor forskel på de unge, der bliver afleveret af deres forældre om mandagen, og den sammentømrede gruppe, der – helt høje på energi – bliver hentet fire dage senere.

”De unge opdager, at de kan mere, end de selv troede. Den erfaring kan de tage med sig hjem og bruge langt ud over de fire dage her," fortæller han.

Når Clara ser tilbage på dagene i Sverige, er det ikke kun de vilde adventureoplevelser, hun tager med sig hjem.

”Jeg kommer især til at huske fællesskabet. Vi har haft det så sjovt sammen og lavet en masse fjollede ting. Det er nok det bedste ved hele campen,” siger hun.

Læs også...

esport (1)

E-sport inkluderer børn og unge med CP i et ligeværdigt fællesskab

Gaming er særligt, når det gælder venskaber og mestring. Det kan give børn og unge med cerebral parese (CP) mulighed for at være en del af et socialt fællesskab på lige fod med hinanden.

Læs mere ›
Emil Og Familien

En fælles oplevelse for hele familien

I marts 2022 var første gang, 10-årige Elvis drønede ned ad pisten sammen med hele sin familie. 

Læs mere ›

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Lær nyt. Bliv klogere på CP – og få indblik i det spændende arbejde, der foregår i Elsass Fonden og i de mange projekter, vi støtter.

TILMELD ›