Rekordmange samlet til årets store musikfest for mennesker med CP
Jada, Ankerstjerne og Morten Münster trak mere end 700 gæster til Elsass Festival 2026 med fællesskab og mangfoldighed i centrum.
Elsass Fondens park i Charlottenlund var endnu engang forvandlet til en levende festivalplads fyldt med musik, aktiviteter og højt humør, da Danmarks største festival for mennesker med cerebral parese (CP) løb af stablen lørdag d. 30. maj.
Det er tredje gang, festivalen afholdes, og den har siden sin begyndelse i 2022 haft et klart formål: at skabe en særlig dag i musikkens og mangfoldighedens tegn for mennesker med CP og pårørende. Og 2026-udgaven viste, at ambitionen ikke bare lever – den vokser:
Over 700 deltagere lagde vejen forbi – det højeste antal i festivalens historie.
Festivalleder, Camilla Voigt, er da også meget begejstret for at se både nye og kendte ansigter på pladsen:
”Mange af gæsterne er unge, voksne eller familier med CP, der har mødt hinanden igennem fondens forskellige aktiviteter som fx familiecamps eller skiture, hvor de har fået et helt unikt fællesskab. Så det er fantastisk at se gensynsglæden og de mange gode relationer folde sig ud i dag.”
Rekordmange havde fundet vej til årets festival, som bød på masser af musik, behagelig temperatur og glade mennesker i alle aldre. FOTO: ELSASS FONDEN
Store danske navne trak publikum til
Årets program bød på nogle af landets mest populære underholdningsnavne. Publikum kunne opleve et energisk og familievenligt show med Hr. Skæg, der som altid formåede at kombinere læring og leg, mens de populære YouTubere Morten Münster og Tobias Bjerre indtog scenen med deres største hits, sjove tekster og god energi.
Der var da også masser af grin at spore hos de mange unge fans.
"Det er første gang, jeg ser dem, men jeg har set dem på YouTube før. Derfor syntes jeg også, det var fedt, da jeg hørte, at de ville komme. Deres energi er virkelig fed, og det bedste ved koncerten var sangene. Jeg kendte nogle af dem i forvejen og sang med på dem," lød det begejstret fra Valdemar, som selv har CP.
Senere på dagen gik Ankerstjerne på scenen med et sæt, der fik både unge og voksne til at danse med. Som en overraskelse hev han pludselig konferencier Pede B med op på scenen til et fællesnummer. Og få timer efter indtog popdronningen Jada scenen med en nærværende og stemningsfuld koncert, som samlede festivalpladsen i et stærkt fælles øjeblik.
Programmet blev rundet af med masser af fællessang, da René Hejdmann – Danmarks mest autentiske Kim Larsen-fortolker – indtog scenen sammen med Gasbox og serverede en hitparade af kendte Larsen-sange.
Valdemar var særligt glad for at opleve Morten Münster og Tobias 'live', som han ellers har fulgt tæt på YouTube. FOTO: ELSASS FONDEN
Alle kunstnerne - her YouTuberne Morten Münster og Tobias - tog sig tid til både fotos og autografer til ære for de mange fremmødte fans. FOTO: ELSASS FONDEN
En festival med plads til forskellighed
Elsass Festival adskiller sig fra mange andre festivaler ved at have tilgængelighed og mangfoldighed i centrum.
“Elsass Festival er et sted, hvor man mødes i et trygt fællesskab. For mange kan store festivaler føles uoverskuelige, men her er rammerne skabt, så alle kan være med - med fokus på mennesker med CP,” fortæller festivalleder Camilla Voigt.
Særligt aktiviteterne og værkstederne, hvor børn og voksne kunne udfolde sig kreativt, var velbesøgte, og mange deltagere fremhævede den afslappede og inkluderende stemning som noget helt særligt.
"Det er første gang, vi er her på Elsass Festival, og det er en rigtig god oplevelse, fordi der er plads. Både fysisk plads til at komme rundt, og så er der alt det, man har brug for, når man kommer med en kørestol. Man er ikke i vejen - også selvom man kommer til at skygge for nogle andre - så bliver det ligesom accepteret, at der skal være plads til os alle. Festivalen er ret overskuelig, og det passer rigtig godt for os,” Kirsten Malte Iversen, mor til søn med CP.
Udover musikken var festivalens mange aktiviteter populære, bl.a. hoppeborg, svævebane og kæphesteridning. FOTO: ELSASS FONDEN
Live-podcast og eksperimenterende musik
På festivalen er mennesker med CP ikke blot gæster, men en aktiv del af dagens sceneprogram. I løbet af dagen delte mennesker med CP derfor deres egne historier og perspektiver gennem samtaler og eksperimenterende musikoplevelser. Disse indslag er blevet et fast og stærkt omdrejningspunkt for festivalen og understreger ambitionen om at skabe plads til alle stemmer.
Publikum kunne blandt andet se og lytte til live-podcast med GRUPPEN, hvor fire unge delte ærlige fortællinger om livet med CP. Derudover vakte Tankelyd stor interesse – et digitalt musikinstrument styret af Jeppe Forchhammers hjernebølger, som udforsker nye og mere tilgængelige måder at skabe musik på.
Endelig var der masser af begejstring hos publikum, da Elsass-koret gik på scenen med sangen ”Mit andet hjem” - en helt ny sang, som flere af sangerne selv har været med til at skrive og indspille, og som nu er tilgængelig på alle danske streamingtjenester.
Med rekordmange deltagere, stærke sceneoptrædener, velbesøgte aktiviteter og masser af solskin var det en glad festivalleder, der kunne ånde lettet op efter endnu en forrygende festival.
”Vi har aldrig haft så mange gæster i parken før, så det har været virkelig skønt at opleve, at alt er gået, som vi håbede. Alle har været så gode til at tage hensyn til hinanden, og der har været smil og godt humør hele vejen rundt. Vi glæder os allerede til næste gang!”, afslutter festivalleder Camilla Voigt.
Elsass-koret gav deres tredje optræden på Elsass Festival. Denne gang med et helt særligt nummer: "Mit andet hjem", som fra i dag kan hentes på forskellige musiktjenester. FOTO: ELSASS FONDEN