Fra faldangst til frihed – Britts vej tilbage efter en livsforandrende operation
En skæbnesvanger operation fratog bogstaveligt talt Britt Agnholt fodfæstet og selvtilliden til at gå ud alene. Gennem Funktionsboost – et tilbud hos Elsass Fonden – har hun fundet vejen tilbage og drømmer nu om at inspirere andre til at “gå efter guldet”.
Britt Agnholt havde fået sværere og sværere ved at gå. Bevægeligheden i fodleddet var over årene reduceret i en sådan grad, at det var et spørgsmål om tid, før hun ville få brug for en operation.
Den tid indhentede hende i juni 2017, hvor Britt Agnholt fik forlænget sin akillessene for at bevare bevægeligheden i fodleddet. Men operationen forløb ikke som ønsket, fordi akillessenen blev for lang.
For Britt Agnholt havde det vidtrækkende konsekvenser: Benet blev tungt og svært at løfte; hun faldt oftere, hvilket resulterede i lændesmerter og utryghed i forbindelse med at færdes alene – især i ukendte omgivelser.
Det førte til social isolation, idet hun fravalgte arrangementer, hvor hun skulle ud på egen hånd.
“Mit ben føltes tungt, som var der bundet et vægtlod til det,” som Britt Agnholt udtrykker det. “Jeg fik massivt hold i ryggen, fordi kroppen kompenserede for min urolige gang. Den manglende kontrol resulterede i, at jeg snublede oftere, og det gjorde selv den laveste kantsten til en barriere.”
Faldangsten fulgte hende ud ad døren – eller rettere: holdt hende indenfor.

Britt Agnholt bor i skønne omgivelser i Årslev på Fyn. Hun red meget som yngre, men pga. operationen og sin CP nøjes hun med at finde glæde i hestenes nærvær. (FOTO: Elsass Fonden)
“Jeg er meget socialt anlagt. Men jeg begyndte at blive hjemme – ikke fordi jeg ikke ville ud, men fordi jeg var bange for at falde,” forklarer Britt Agnholt.
Men en indre drivkraft tog fat. Britt Agnholt nægtede at give op, og drømmen om at komme på benene igen slog rod. Så hun fandt først privat træning og senere et specialiseret Funktionsboost-forløb hos Elsass Fonden – et forløb, som har haft afgørende betydning for den 51-årige fynbo – både ift. frihed og tilbagevendt tro på egne evner.
Britt fortæller om sig selv. (VIDEO: Elsass Fonden)
Gangtræning, mod og målrettet støtte
I foråret 2025 startede Britt Agnholt op i forløbet, og siden da har hun arbejdet hårdt og målrettet på at få så meget funktion tilbage som overhovedet muligt.
Funktionsboost-tilbuddet er specifikt målrettet voksne med CP som har oplevet et funktionstab i hverdagen. En af de vigtige pointer med forløbet er, at det tager afsæt i det enkelte menneske og vedkommendes hverdag. For Britt Agnholt indebar det bl.a. coaching i hjemmet og træning i nærområdet.
“Vi skræddersyer altid tilbuddet til den enkelte. Det handler om at være nysgerrige på mulighederne og at finde strategier, der passer til lige præcis de udfordringer og mål, den enkelte kommer med. Det er en fælles opgave, hvor jeg bidrager med min viden, og deltageren bidrager med sine erfaringer,” forklarer Malene Fabricius, Britt Agnholts mentor og daglig leder af Elsass Fondens Kolding-team, og uddyber:
“Så vi har taget afsæt i de ressourcer, Britt har, og arbejdet med netop det, hun gerne ville opnå. Derefter har vi sammen lagt strategier, der giver mening for hende og hjælper hende mod hendes mål.”
Nogle områder, som Britt Agnholt og Malene Fabricius blev enige om at fokusere på, var gangteknik, balance og styrke, så hun kunne blive mere sikker på benene igen.
“Vi er kommet vidt omkring, men vores hovedfokus har været gangtræning. Derudover har jeg trænet med gangstave i stedet for en rollator. Når jeg bruger gangstavene går jeg kun oprejst, og jeg undgår unødig belastning af min lænd, fordi jeg minimerer mit "sving" i overkroppen. Jeg var blevet meget usikker på at færdes alene, så genskabelse af trygheden ved at færdes i ukendte omgivelser, har vi også trænet,” forklarer Britt Agnholt.
Under forløbet havde Britt Agnholt også oplevelser, der stod i skærende kontrast til, hvordan hun havde det før, hun begyndte sin målrettede træning.
“Jeg havde en meget stærk oplevelse under forløbet,” fortæller hun. “Jeg rejste mig op og gik – og pludselig var al spænding og tyngde i mit venstre ben væk. Det var magisk, og jeg er sikker på, at det skyldes den træning, Malene og jeg har lavet sammen. For mig, der efter operationen altid har skulle overveje hvert skridt fra A til B, var det en fantastisk fornemmelse.”
Forståelse, mod og mere energi
Selvom den fysiske træning har hjulpet Britt Agnholt med at genvinde en følelse af frihed, selvstændighed, større fysisk sikkerhed og balance i hverdagen, så er der også den mentale del af genoptræningen, som, hun understreger, har været overraskende positiv og givet hende nye perspektiver.
“Jeg møder mig selv med større mildhed og forståelse, fordi jeg også har fået en faglig viden. Nu forstår jeg, hvorfor min krop gør, som den gør, og hvorfor det føles, som om min krop nogle gange lever sit eget liv, hvor jeg ikke har kontrol over den. Så jeg værdsætter virkelig den faglige viden, jeg har fået,” fortæller Britt Agnholt.
Britt følte under forløbet et pres lette fra sine skuldre. Ved at tale om og få mere indsigt i sin CP fik hun et andet og mere mildt syn på sig selv. (VIDEO: Elsass Fonden)
En del af det at leve med CP er, at dem uden CP kan have svært ved at forstå eller sætte sig ind i, hvordan det er.
Og det, mener Britt Agnholt, er helt forståeligt, men understreger, at når det er sagt, så er der mennesker, der er rigtig gode til at forstå. Så at møde et menneske, der har indgående kendskab til CP, var alligevel en stor lettelse for hende.
“Lige meget hvordan man vender og drejer det, så har det da været en kæmpe fornøjelse at tale med en, der ved, hvad cerebral parese er. Det har jeg aldrig prøvet før. Det er befriende at opleve at snakke ud fra et fælles grundlag,” fortæller Britt Agnholt om sit forløb i Elsass Fonden.
Det kan være befriende at snakke fra et fælles grundlag, fortæller Britt Agnholt om mødet med Malene Fabricius. (VIDEO: Elsass Fonden)
Gå efter guldet
Funktionsboostforløbet har Britt nu afsluttet, og hun har i dag et klart mål: Hun vil tilbage til at gå lige så godt som før.
“Jeg vil gerne have en større stabilitet, så jeg kommer til at gå, ligesom jeg gjorde før operationen – måske endda lidt bedre,” siger hun.
Hun ved, at hun altid vil have risiko for at snuble, men jo mindre den er, jo større frihed får hun.
At kunne gå trygt alene, selv i ukendte omgivelser og på ujævnt underlag, er for hende et afgørende skridt mod at få hele sin frihed tilbage.
Britt Agnholt har fået lysten og modet til at komme ud igen til. (VIDEO: Elsass Fonden)
“Jeg vil have selvtilliden til at kunne rejse rundt i landet,” fortæller hun – både for sin egen skyld og for at kunne inspirere andre.
Og netop inspirationen fylder meget i Britt Agnholts planer. Hun vil bruge sine erfaringer til at bygge bro mellem mennesker med og uden handicap. Hun drømmer om at holde foredrag for børn, unge, forældre og arbejdsgivere, men især for fagfolk, om livet med CP og om, hvordan omgivelserne kan støtte bedre.
For Britt Agnholt er det vigtigt først og fremmest at møde folk som mennesker – ikke som “handicappet” eller “ikke-handicappet”.
“Hvis vi kan mødes på et neutralt grundlag, kan vi give hinanden meget,” understreger hun og fortsætter:
“Når du skal gå, så kan du lige så godt gå efter guld.”
For hende betyder det at sigte højt – selv når udfordringerne virker store – og at blive ved, indtil hun lykkes.
Målet er ikke bare små forbedringer, men at få det bedst mulige liv – fysisk, socialt og mentalt – og at bruge sin viden og sine erfaringer som inspirationskilde for andre.

I sine bestræbelser på at kæmpe sig tilbage er Britt Agnholt særligt inspireret af den kendte forfatter og chefredaktør Og Mandinos citat: ''I will persist until I succeed.'' (FOTO: Elsass Fonden)