DSC06790 (1)

Legatstøtte: Verdens første øjenstyrede kørestol giver ny mobilitet

To iværksættere står bag den første øjenstyrede kørestol uden skærm. Den skal give mennesker med cerebral parese og andre funktionsnedsættelser større livskvalitet i hverdagen ved at gøre det muligt for dem selv at bevæge sig rundt. Elsass Fonden støtter projektet.

Friheden til selv at bevæge sig, møde vennerne, deltage i sociale fællesskaber og gå på uddannelse og job. For mennesker med cerebral parese (CP) er det ikke en selvfølge. Men i fremtiden bliver det forhåbentlig en realitet.

En ny øjenstyret kørestol, GazeDriver, vil give mennesker, der ikke selv er i stand til at bevæge sig rundt, mobilitet.

”GazeDriver skal forbedre livet for mennesker med mobilitetsudfordringer. Mennesker, der er udfordret i en sådan grad, at øjenstyring er den eneste eller bedste måde at løse de motoriske udfordringer på,” siger Kim Søborg, som er CEO i iværksætterfirmaet EyeMind.

Det er de to iværksættere Kim Søborg og Martin Sølvmose, der har udviklet GazeDriver.

Elsass Fonden støtter projektet i sin udviklingsproces som en del af fondens fokus på at skabe større livskvalitet for mennesker med CP.

"Vi har i Elsass Fonden åbnet op for, at vi kan støtte iværksættere som EyeMind, der udvikler produkter, som kommer mennesker med CP til gode. Det er vigtigt, fordi det giver mulighed for, at mennesker, som er stærkt udfordrede på deres bevægelighed, faktisk kan få mobilitet," siger Peter Lindegaard, administrerende direktør i Elsass Fonden. 

GazeDriver blev lanceret i maj 2023 og er den første øjenstyrede kørestol uden skærm.

Kim Søborg, CEO i EyeMind, som står bag den øjenstyrede kørestol GazeDriver. 

 

Kan køre ude og inde og styrker det sociale liv

GazeDriver er udviklet til otte forskellige mobilitetsudfordrede målgrupper, hvor CP er den andenstørste gruppe af brugere. For Kim og Martin har det været målet at give dem en mere uafhængig og ligeværdig tilværelse.

Kørestolen har ingen skærm. Det betyder, at det er nemt for kørestolsbrugeren at orientere sig, samtidig med at man bevæger sig rundt. 

”Gazedriver er en skærmfri øjenstyring til kørestole, der giver dig mobilitet og mulighed for at styre din kørestol ligesom, man ville gøre med et joystick. Du kan køre, bakke og dreje din kørestol, og man har frit udsyn, fordi der ikke er en skærm mellem dig og omverdenen,” forklarer Martin Sølvmose, CFO i EyeMind.

Den skærmfri løsning betyder også, at man med GazeDriver kan køre udenfor i ujævnt terræn, solskin og regnvejr.

Få kørestolsløsninger i dag

Idéen til den innovative GazeDriver-teknologi udspringer af stærke drivkræfter. Martin er uddannet i øjenstyringsteknologi og har en søn med cerebral parese.

”Idéen til GazeDriver opstod fra min søn, som har CP. Det har han i en sådan grad, at han er afhængig af hjælp for at få mobilitet. Det gav anledning til at sætte tanker i gang, og det var på baggrund af min søn, at de første idéer til GazeDriver opstod,” siger Martin Sølvmose.

Martin Sølvmose, CFO i EyeMind.


Ifølge Kim og Martin kræver mange af de andre løsninger til kørestole, der findes i dag, god kropskontrol, som mange mennesker med CP ikke har. Eller de er designet, så man nemt mister orienteringen, fordi en skærm dækker for kørestolsbrugerens udsyn. De udfordringer forsøger Kim og Martin at imødekomme med GazeDriver. 

Siden GazeDriver blev lanceret, har Kim og Martin testet den på mange forskellige brugere for at udvikle produktet. En af dem er 23-årige Astrid Siemens Lorenzen, som har CP. Astrid har intet verbalt sprog og kommunikerer via en øjenstyret computer.


Astrid Siemens Lorenzen tester for første gang GazeDriver.



GazeDriver er fortsat under udvikling

Som de fleste andre teknologiske løsninger er GazeDriver fortsat under udvikling. For selvom Kim og Martin nu har banet vejen for en ny og betydningsfuld teknologisk løsning til kørestole, er der fortsat behov for at udvikle GazeDriver. 

Om kort tid lancerer de en ny software, der skal gøre det nemmere at indstille GazeDriver til brugeren – en procedure, der kræver individuel tilpasning til hver enkelt kørestolsbruger, og som kan være teknisk krævende, fordi menneskers synsfeltet er forskelligt.

"Vi glæder os til at følge den videre udvikling af GazeDriver, som potentielt kan blive banebrydende for de mennesker med CP, som er meget udfordrede motorisk. Vi har jo med mennesker at gøre her, som aldrig før har haft egen mobilitet og pludselig får det," siger Peter Lindegaard.

De to iværksættere har ambition om at brede GazeDriver ud i hele verden og aktuelt i Tyskland.

”Vi regner med at kunne udbrede GazeDriver til mange flere brugere i løbet af 2024. I Europa er der cirka 100.000 mennesker, som er mobilitetsudfordrede, og der er ikke et tilsvarende produkt, som løser den her udfordring,” siger Kim Søborg.

 

 

FAKTA: Om GazeDriver

GazeDriver er for personer med betydelige funktionsnedsættelser, såsom lammelse, CP, muskelsvind, rygmarvsskade, stroke, multipel sklerose, ALS og traumatiske hjerneskader.

Løsningen skal give målgruppen uafhængighed og livskvalitet, men også hjælpe pårørende, i sundhedsvæsenet og kommunerne ved at frigøre deres ressourcer til andre aktiviteter.

GazeDriver er CE-mærket som medicinsk udstyr.

GazeDriver er udviklet i samarbejdet med og har fået økonomisk støtte fra Elsass Fonden. Innovationsfonden og Erhversfyrtårn Life Science støtter også projektet.

Du kan læse mere om EyeMind og GazeDriver her

 

Læs også...

Elsass Nicolaj årsskrift

Nyt om legater

Se et udpluk af de seneste personer og initiativer, Elsass Fonden har støttet.

Læs mere ›
Elsass Vilma TA 2635 Cool

Hvad støtter vi?

Elsass Fonden støtter mennesker med cerebral parese (CP) samt forskning og øvrige projekter, der bidrager med positiv udvikling på området.

Læs mere her