Elsass Fonden klar med ny strategi: Tættere på mennesker med CP
Med en ny strategi ønsker Elsass Fonden at styrke nærheden til mennesker med CP og sikre, at både de, deres pårørende og fagfolk i hele landet får lettere adgang til tilbud, aktiviteter og viden basereret på nyeste forskning.
Med en netop vedtaget strategi samler Elsass Fonden sine mange indsatser i én fælles retning. Målet er at styrke arbejdet på tværs af bevillinger, personlige legater, forskning og aktiviteter – både lokalt i Charlottenlund og Kolding og gennem nationale og internationale samarbejder.
Strategien bygger videre på fondens arbejde gennem de sidste 50 år med at forbedre livsvilkår og muligheder for mennesker med CP – og ambitionen er klar:
Fonden vil tættere på mennesker med CP og deres hverdag og sikre højst mulig livskvalitet for alle med CP – gennem hele livet og i hele Danmark.
Det skal ske gennem tre langsigtede mål:
- Flere har adgang til tilbud i hele Danmark
- Bedre muligheder for et selvstændigt liv
- Færre får komplikationer som følge af CP
”Med den nye strategi vil vi gerne gøre endnu mere for endnu flere med CP over hele landet. Samtidig vil vi være med til at sikre, at de bedste forskningsresultater er til rådighed for så mange som muligt livet igennem,” siger Kirsten Smedegaard Andersen, bestyrelsesformand i Elsass Fonden.

Med den nye strategi kommer Elsass Fonden endnu tættere på mennesker med CP og deres hverdag, fortæller bestyrelsesformand Kirsten Smedegaard Andersen. FOTO: Elsass Fonden
”Med den nye strategi vil vi gerne gøre endnu mere for endnu flere med CP over hele landet. Samtidig vil vi være med til at sikre, at de bedste forskningsresultater er til rådighed for så mange som muligt livet igennem."
Ifølge Kirsten Smedegaard Andersen vil fondens primære målgruppe – mennesker med CP – fortsat kunne søge støtte og deltage i aktiviteter hos fonden. Helt som de plejer, så her er der ingen ændring.
”Mennesker med CP vil forhåbentlig blot opleve, at vi i fonden udbyder flere tilbud og i endnu højere grad kommer tættere på dem og deres hverdag. Det kan fx være gennem tidlige indsatser lige efter fødslen, ved overgangen fra uddannelse til job eller i overgangen til et godt voksenliv,” siger Kirsten Smedegaard Andersen.
Fondens DNA
Strategien er naturligvis udviklet på baggrund af Elsass Fondens fundats og det forpligter jo, forklarer fondens bestyrelsesformand.
”Som fond skal vi følge vores fundats. Derfor er og bliver kernen og DNA’et i Elsass Fondens arbejde at sikre højst mulig livskvalitet for mennesker med CP og folk omkring dem,” siger Kirsten Smedegaard Andersen.
Fonden fortsætter derfor helt som hidtil med at støtte mennesker med CP på det individuelle plan med personlige legater og ved at uddele projektlegater, der gør en forskel for flest mulige.
Videnscenter, forskning og samarbejdspartnere
Et centralt element i strategien er derudover at styrke fondens funktion som videnscenter.
"CP-forskningen i Danmark nyder stor international anerkendelse. Den position vil vi gerne være med til at fastholde ved at støtte CP-forskere – både herhjemme og i udlandet. Derfor skruer vi op for vores faglige vidensformidling, så den nye viden bliver omsat til værktøjer, der kan anvendes i faglige miljøer og hjemme hos den enkelte med CP," fortæller Kirsten Smedegaard Andersen.
”Vi har både indenfor forskningen, men også på mange helt andre felter mange dygtige samarbejdspartnere, som laver et fantastisk stykke arbejde på hver deres område. Det vil vi fortsætte med at støtte op om og i flere tilfælde øge bevillingerne til. Vi vurderer og måler løbende på den støtte, vi giver, da målet i sidste ende er, at flest mulige skal få glæde af de midler, der deles ud fra fonden”.

Direktør Patricia de Lipthay Behrend ser frem til at omsætte strategien til praksis sammen med kollegaer i fonden og samarbejdspartnere. FOTO: Elsass Fonden
”Vi ser meget frem til at tage arbejdshandskerne på og komme i gang med at omsætte den nye strategi til helt konkrete tiltag i praksis. Det er meget afgørende for os, at vi med strategien fortsætter med at skabe reel og meningsfuld forandring for vores målgrupper.”
Strategien i praksis
De kommende måneder går Elsass Fondens ledelse og medarbejdere i gang med at se på, hvordan den nye strategi konkret skal udmønte sig i det daglige arbejde i fonden.
”Vi ser meget frem til at tage arbejdshandskerne på og komme i gang med at omsætte den nye strategi til helt konkrete tiltag i praksis. Det er meget afgørende for os, at vi med strategien fortsætter med at skabe reel og meningsfuld forandring for vores målgrupper,” siger faglig direktør Patricia de Lipthay Behrend og fortæller videre:
"Noget af det første, vi sætter fokus på, er indsatser målrettet barnets første leveår samt støtte i overgangen til voksenlivet. Samtidig vil vi tilbyde endnu flere aktiviteter og tilbud året rundt – til både mennesker med CP, deres pårørende og fagfolk, siger Patricia de Lipthay Behrend.