Voksne med og uden cerebral parese søges til forskningsprojekt om energiforbrug under gang.
Elsass Fonden samarbejder med Københavns Universitet om et projekt, der har til formål at undersøge energiforbruget under gang hos personer med og uden cerebral parese.
Projektet er et led i en mangeårig forskningsmæssig indsats.
Mere specifikt ønsker forskerne bag dette projekt at se nærmere på sammenhængen mellem iltoptagelse og muskelaktivitet og -stivhed, når man går på et gangbånd.
Viden herom kan bidrage til styrkede og mere personligt tilrettede indsatser i fremtiden.
Målgruppen
Vi søger voksne mellem 18 og 75 år – både med og uden cerebral parese.
For deltage i studiet skal du:
- Have selvstændig gangfunktion (GMFCS niveau I og II)
- Må ikke have modtaget kirurgisk behandling, der påvirker gangfunktion indenfor 6 måneder før deltagelse
- Må ikke have modtaget botox behandling i benmuskulaturen indenfor 3 måneder før deltagelse
Program
Selve undersøgelsen forventes at vare 2 ½ timer. Til undersøgelsen foretages følgende målinger:
- Neurologisk undersøgelse, hvori der måles funktion over ankelleddet i form af bevægelighed, muskelstyrke og reflekser
- Måling af stivhed over ankelleddet
- Ultralydsscanning af lægmuskulaturen
- Iltoptagelse under gang på et gangbånd i selvvalgt tempo
- Evt. maksimal iltoptagelse på kondicykel.
Andet
Transportudgifter til og fra Elsass Fonden vil blive refunderet inden for Sjælland.
Du vil blive kontaktet for nærmere afklaring og eventuelt videre forløb, når du har tilmeldt dig. Herefter vil du få yderligere information om undersøgelsen.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte forskningsmedarbejder Rasmus Feld Frisk på rf@elsassfonden.dk.