Korleder søges til voksenkor for mennesker med CP
Brænder du for musik og dét at give musikglæde videre til andre? Så er denne opgave måske noget for dig.
Elsass Fonden er en privat fond, der arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese (CP). Vi har siden 2021 tilbudt korsang til voksne i målgruppen med stor succes.
Når man lever med cerebral parese, er udfordringerne og ressourcerne meget forskellige, hvilket også kommer til udtryk i koret. Nogle korsangere har sunget i kor tidligere. For andre er det helt nyt. Nogle korsangere kommunikerer ved hjælp af talemaskine og bruger i sangen primært lyde og bevægelser.
Forskning har vist, at sang kan have positiv effekt på mundmotorik, kommunikation, spiseevne og glæde i hverdagen, hvilket var en af baggrundene for at opstarte koret. En anden væsentlig værdi er det sociale fællesskab, som korsang kan give, også for denne målgruppe.
Hvem er du?
Vi søger en engageret og empatisk korleder med erfaring indenfor korarbejde. Vi forventer, at du kan spille klaver og kan formå at graduere undervisningen til de forskellige behov. Du behøver ikke have kendskab til cerebral parese, men vi lægger stor vægt på, at du har lyst til at arbejde med denne målgruppe og være med til at skabe en hyggelig og inkluderende atmosfære.
Praktisk
Funktionen som korleder er ledig fra 1. november 2024 eller snarest muligt herefter. Koret kører i en forårs- og efterårssæson, og vi synger hver tirsdag kl. 16.30-18.30 i Elsass Fondens lokaler i Charlottenlund. Korlederopgaven er lønnet.
Hvis du vil vide mere om koret, kan du ringe til teamleder af Idræt & Fritid Camilla Voigt på 21 61 03 67. Send ellers en ansøgning og et CV til cbv@elsassfonden.dk
Der vil blive afholdt samtaler hurtigst muligt.
Vi glæder os til at synge med dig.